Hvis tiden er løbet fra traditionel hierarkisk ledelse, hvad gør vi så i stedet? På denne session kan du møde to eksempler på organisationer, der har vendt bøtten og gjort op med de klassiske ideer om ledelse. Hør, hvordan man kan lede kollektivt eller lade biksen styre af en hel flok unge.
Kom og få inspiration til at ryste ledelsesposen!
De to talks:
Ungdomsbureauet: Kulturen som ledelsesgreb - at lede sammen med andre unge
Hvordan leder man en organisation, hvor både medarbejdere, frivillige, ledere og målgruppe er unge? Det vil Karla F. Laursen – vicedirektør i Ungdomsbureauet – indvie os i. Karla deler erfaringer fra en organisation, der er skabt af unge og bygger på tillid, ansvar og plads til at eksperimentere.
Analyse & Tal: Kollektive beslutningsprocesser i praksis
Edin Lind Ikanovic er partner i det kooperative analysebureau Analyse & Tal. I Analyse & Tal ved de en del om, hvordan man kollektivt træffer kloge beslutninger. Og ikke bare i teorien men i praksis. På deres ugentlige fællesmøder bruger de bl.a. et beslutningshjul, en model, der guider samtalen. Edin vil indvie os i at bruge beslutningshjulet, hvordan det hjælper til demokratiske beslutningsprocesser og sætter en stopper for uendelige diskussioner.
Efter de to talks vil der være mulighed for at stille spørgsmål.
Tilgængelighed: Samtalen foregår på dansk og er åben for alle.